Musikken i matador
Toner af guld 2 
 Musikken, der indgår i Matador, er et relativt uudforsket område, som Toner af Guld med stor entusiasme har kastet sig over. Tidens toner med Marguerite Viby, Leo Mathiesen, Lulu Ziegler og Ib Schønberg understreger stemninger af glæde, vemod, munterhed og drama. Det samme gør Rødes bryllups-optræden, de tyske soldaters traurige lieder samt indslag på Postgaarden af finkulturel karakter. Toner af Guld guider publikum på en musikalsk tidsrejse fra 1929-1947, hvor genrerne er bredt repræsenteret med alt fra operette til revyviser og jazz. Numrene bindes sammen af små fortællinger om TV-succesen, musikken og perioden, og de integrerede fællessange afrundes på festlig vis af Konsulinde Holms sølvbryllupspoesi på ”Sølvstænk i det gyldne hår”.

Toner af guld
Toner af Guld er duoen Helle og Dynes Skovkjær. De har blandt mange andre steder optrådt i Visens Venner Randers, hvor jeg hørte dem og derefter straks bookede dem til Århus. Med klaver og de to vokaler som udgangspunkt leverer de flere forskellige programmer, alt charmerende og i musikalsk topklasse. Helle fortæller sin historie på hjemmesiden tonerafguld.dk: I gymnasietiden fik jeg for alvor smag for at optræde som solist, og i 3.g stillede jeg op i den årlige ”Unge Sangere”-konkurrence i Ikast, hvor jeg vandt dommerpanelets særpris for min udførelse af Nattens Dronnings koloraturarie fra Tryllefløjten. Jeg drømte dengang, opfordret af mine musiklærere, om en karriere som operasanger – en drøm, der blev knust, da jeg et år senere blev afvist ved optagelsesprøven på MGK på grund af mit synlige, fysiske handicap (jeg er født med dobbeltsidig læbe-/ganespalte). Det var et hårdt slag for en 20-årig, og for en tid opgav jeg sangen, men blev herefter trodsig. Ingen skulle forhindre mig i at bruge den gave, Gud havde givet mig.” Læs resten af den rørende beretning og hør musikeksempler på hjemmesiden
tonerafguld.dk.

Torsdag d. 2. februar kl. 19.00, Fritidscenter Skovvang, Skovvangsvej 127, 8200 Århus N.


Du finder vores vedtægter her

Log in menuen i højre spalte er forbeholdt udøvende og bestyrelse.

N.B. Sæsonprogrammet er under opdatering, men her er datoerne for viseaftener i resten af sæsonen

2/2, 2/3, 13/4, 4/5 Generalforsamling: 11/5
Bemærk at viseaftenen i april er skubbet en uge på grund af påsken
De udøvende mødes på Fritidscenter Skovvang kl. 19 på følgende dage
5/1, 26/1, 23/2, 23/3, 27/4



Forsiden er opdateret d. 24/1  - 2023 af Ole Christensen