Kim, Bamse og John
Ingen tvivl om, at Danmark har - og har haft mange gode sangskrivere. Heller ingen tvivl om, at de mest populære efter deres død er Kim Larsen, Flemming Bamse Jørgensen og John Mogensen. Vi sætter en aften af til at mindes de tre, der hver på deres måde har sat et uudslætteligt aftryk i den danske musikhistorie. Vel var de tre indbyrdes meget forskellige stilmæssigt, men et havde de til fælles: Evnen til at fortolke ganske almindelige menneskers livserfaringer i tekst og musik på en måde, der stadig berører os alle. Viseværten Ib Østergaard, der til daglig er formand i Horsens, står med det luksusproblem, at han må sortere hårdt i alle de forslag, der er kommet. I den tid, jeg har været i Visens Venner, har jeg aldrig oplevet en bruttoliste så lang blive til på så kort tid. Vi håber at se rigtig mange mennesker denne aften.
Ole Christensen